TV: Spanske hammerslag på DR1

02-02-2012

I disse dage bliver der klippet Hammerslag på højttryk i redigeringsrummet hos DR Østjylland i Aarhus. Holdet bag Danmarks Radios ældste, eksisterende program er netop vendt hjem fra en tur til Sydspanien med optagelser til to programmer af den type, som vært Peter Ingemann betegner som ”to halve udenlandsspecials.”

”Vi har tradition for, at vi hvert år sammenlagt laver en times udenlandsspecial. I år er fokus blevet rettet mod Sydspanien, hvor vi i to halve programmer prøver at belyse, hvilken betydning de sidste tre til fire års turbulente boligmarked har haft for området. Og dermed også hvilke spændende muligheder det har givet nye købere,” fortæller Peter Ingemann, da vi forstyrrer ham midt i redigeringsarbejdet.

De to programmer, der skal klæde nye købere på til det sydspanske marked, tager hver udgangspunkt i to spændende boliger udvalgt blandt mere end 80 boliger fra tre lokale mæglere. Boligerne spænder fra den klassiske feriebolig i standardklassen med to soveværelser, udsigt og tre swimmingpools i fællesområdet over landstedet i bjergene mellem olivelunde og spanske gedebønder til den mest spektakulære liebhaverbolig.

”Jeg vil faktisk påstå, at vi kommer til at fremvise den flotteste og mest spektakulære bolig i hele Hammerslags 23-årige historie. Boligen er på cirka 1400 kvm og har alt, hvad hjertet begærer, hvis man ønsker at bo lidt mere end ekstraordinært. Den ligger i et 1000 hektar indhegnet og lukket liebhaverområde, og vi interviewer bl.a. en dansker, som har valgt at bo i dette område,” fortsætter Peter Ingemann, som derudover også ser på områdernes historie og krydrer dette med nogle interviews med forskellige eksperter.


”Vi har fået eksbokser Brian Nielsen til at fortælle om mulighederne for at spille golf i området og får også en bankrådgiver på banen, som er ekspert i investeringsmuligheder for danskere, som vil til Spanien. Og så skal vi ikke glemme et hemmeligt indslag, som jeg ikke vil afsløre endnu, men som bestemt er værd at glæde sig til,” afslører Peter Ingemann.


De to programmer Hammerslag i Sydspanien vil blive vist på DR1 henholdsvis tirsdag den 21. februar og tirsdag den 28. februar kl. 20.00.