FRANKRIG: Boligforbedring eller is i maven

14-11-2011

Briter med feriebolig i Frankrig som ønsker at sælge, er i flere medier blevet rådgivet til, at investere i forbedringer af deres ejendomme som forberedelse til priserne atter stiger og køberne vender tilbage, skriver francemedproperty.blogspot.com

Men flere eksperter maner dog til forsigtighed, da disse investeringer i forbedringer i stedet kan komme til at optræde som overforbrug, der gør, at ejendommen eller boligen i stedet vil skille sig ud som værende dyrere end andre boliger og ejendomme i nabolaget, når de bliver sammenlignet.

En 3-værelses lejlighed med swimmingpool eller jacuzzi kan i boligsøgernes øjne få en tendens til at fremstå dyrere og mere eksklusiv end nabolejligheden med 4 værelser, selv om indretning og materialer i denne reelt er i en væsentlig højere kvalitet.

Derfor råder mange ejendomsmæglere til forsigtighed med, at sælgere i deres salgsiver kaster penge efter ejendomme og boliger, der kan være kommet på den ”forkerte side af pristoppen”. Der er naturligvis ikke noget i vejen med, at en bolig skiller sig ud blandt mængden, men det er vigtigt at være opmærksom på, at visse boligforbedringer kun er omkostningen værd i anlæg og ikke nødvendigvis ved et senere salg. Det er naturligvis helt op til den enkelte sælger og dennes situation, om man vil investere i boligforbedring eller i stedet have is i maven med et mere langsigtet salg.