Italien: Venedig søsætter ny turistskat i kanalerne

29-08-2011

Som noget nyt, vil turister i Venedig fremover møde en uventet afgift på deres hotelregning, da man har valgt at søsætte en ny turistskat, skriver The Independent.

Det betyder, at alle overnattende på øerne i både den venetianske lagune samt de knap så eksotiske forstæder i Mestre på fastlandet, fremover skal betale imposta di Soggiorno på op til € 5 per person.

En hurtig undersøgelse fra The Independent viser, at myndigheder over hele verden er begyndt at udnytte, muligheden for at inddrive en turistskat fra de besøgende frem for at beskatte de fastboende borgere.

Comune di Venezia har udarbejdet en udførlig brochure på ni sprog om turistskatten, hvori turisterne bliver udnævnt som én af ​​byens sponsorer, der bidrager til at beskytte Venedig for fremtiden. Turistskatten har endda fået et officielt logo - et klistermærke med teksten "Tak for sponsoratet til det pragtfulde Venedig".

Myndighederne oplyser at turistskatten skal bruges til at forbedre kvaliteten af ​​turismen til turisterne ved for eksempel at redde byens kulturelle og arkitektoniske arv. Men reelt kan de lokale myndigheder ifølge italiensk lovgivning også bruge turistskatten til offentlige tjenester.

Flere steder i rejsebranchen er man begyndt at udtrykker bekymring for indførelse af turistskatter, da man anser det for at kunne skade turismen på lang sigt, hvis turisterne får indtryk af, at de med en skjult skat er med til at betale for den offentlige sektors ekstravagance.

Gennem de senere år er turistskatter begyndt at figurere på hotelregningerne flere og flere steder rundt i verden. Det gælder blandt andet Maldiverne, New York, Aspen, Colorado, Vancouver, Canada og Delhi i Indien.