Luftfart: Nyt gebyr fra Ryanair

04-04-2011

Ryanair har fra 4. april 2011 indført et nyt gebyr på 2 € pr. passager til at dække forhold, som flyselskabet kan dække ind under uventede forsinkelser.

Det nye gebyr skal dække et tab på 100 millioner € som 15 000 aflyste flyvninger kostede i 2010 blandt andet på grund af islandsk vulkanudbrud og voldsomt snevejr over det meste af Europa.

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at Ryanair tidligere har været kritisk over for EU-regel 261, der pålægger flyselskaberne at betale kost og logi samt telefonopkald til alle passagerer, som bliver berørt af aflysninger uanset årsag.

Flyselskabet har desuden meddelt, at de i løbet af året vil indføre børnefri flyvninger. Der er endnu ikke givet flere detaljer om dette end, at det tidligst vil finde sted i oktober og vil gælde for alle ruter med høj frekvens. Denne ekstra ”service” er af mange blevet betegnet som en aprilsnar, og hvad det kommer til at koste af ekstra gebyrer at flyve uden børn, må vi indtil videre vente i spænding på.